OPERATION FOR DUPUYTRENS KONTRAKTUR
Baggrund: Dupuytrens kontraktur, også kaldet kuskefingre, er en kronisk sygdom, hvor der dannes hårde og knudrede strenge i det bindevæv, der ligger mellem huden og senerne i håndfladen. Strengdannelsen går fra håndfladen ud i fingrene og skrumper efterhånden, hvorved de angrebne fingre fastlåser, så de ikke kan strækkes.
Behandling: Dupuytrens kontraktur kan behandles med operation eller indsprøjtning af medicin i hånden. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen. I de tilfælde, hvor der kun er en enkelt streng, kan man få den bøjede finger udstrakt ved overskæring med en kanyle. Operationsgenerne efter et sådant indgreb vil være betydeligt mindre end indgrebet nedenfor beskrevet.
Operation er en hyppigt anvendt behandlingsmulighed. Oftest vil man vælge, at fjerne de fortykkede og hårde strenge i bindevævet kirurgisk, hvorved fingrene, dog nogle gange kun delvist, kan udstrækkes igen.
De følgende informationer omhandler denne form for operation.
Præmedicin: Ingen.
Overfølsomhed: De bedes venligt oplyse klinikken om kendt overfølsomhed overfor medicin, lokalbedøvelsesmidler eller forbindsstoffer.
Blodfortynde medicin bør pauses 3 dage før operationen.
Operation: Foretages i lokalbedøvelse. Bedøvelsen varer 4-6 timer, og selve operationen ca. 30 minutter. Der bør sørges for transport hjem. Såret tilses 2-5 dage efter på klinikken, dels for at sikre sig i mod større blodansamling, dels for at skifte bandagen. Der aftales tid til trådfjernelse ca. 10- 14 dage efter operationen. Herefter startes genoptræning af fingrene med daglige sæbebade (flydende sæbe uden parfume).
Forberedelse: Alle smykker bedes fjernet fra den pågældende hån. Hånden og fingrene vaskes grundig med sæbe og vand før ankomst. Hånd og underarm må ikke smøres med crème før operationen. Faste er ikke nødvendigt.
Smertebehandling og sårpleje: Når bedøvelsen fortager sig kan der optræde smerter. Disse behandles bedst med smertestillende tabletter. F.eks.: 2 stk. Panodil 500 mg./ 4 gange dagligt. Disse kan ved behov suppleres med 2 stk. Ipren 200 mg./3 gange dagligt. Begge præparater kan købes i håndkøb på apoteket.
Det er en god ide at holde hånden højt, over hjerteniveau, i de første dage efter operationen. Dette modvirker hævelse og smerter i operationssårene.
Blødning: En mindre blødning inde i bandagen er almindelig efter operationen. Hvis bandagen en sjælden gang skulle bløde igennem, bør den forstærkes, eller skiftes. Kontakt da klinikken, egen læge eller i nødsfald 1813.
Komplikationer: Betændelse forekommer sjældent. Betændelse kan opstå, hvis en lille del af såret har vanskeligt ved at hele efter trådfjernelse på grund af den nødvendige genoptræning af fingrene, der medfører et træk i såret. Såret skal dog nok hele, og det er vigtigt at prioritere optræning for sårheling. Feber og/eller nytilkomne smerter kan være tegn på betændelse. Se til såret. Kontakt klinikken, egen læge eller i nødsfald 1813.
Ved den kirurgiske fjernelse af knudedannelserne er det nødvendigt at fritlægge fingerens nerver og blodkar. Denne fritlægning og sikring af nerverne kan i visse tilfælde medføre en sovende fornemmelse i fingrene i en periode efter operationen.
Man regner med at halvdelen af patienterne får en genfremkomst af knudedannelse, måske i en anden finger. Cirka hver ottende patient vil få behov for en re-operation.
Arbejde: Alt efter arbejdstype, kan man genoptage arbejde efter et par dage. Andre behøver en sygemelding i op til 1 måned. Sidstnævnte specielt ved fysisk hårdt, manuelt arbejde.
Yderligere spørgsmål, vil blive besvaret på operationsdagen.
Afbud: Afbud til planlagt operation bedes meddelt os senest 2 hverdage før operationsdato.
Ved udeblivelse fra planlagt operation uden afbud, vil der blive fremsendt regning på 500 kr.
Med venlig hilsen,
Samir Ejam
Ortopædkirurgisk klinik v/ Søerne
Rosenørns Allé 4
1634 København V.
Tlf.: 35 35 55 80
Telefontider: alle dage undtagen fredage, kl. 8 – 11.30, fredage 10 – 12
Email : mail@ortokbh.dk
Copyright 2015 Ortopædkirurgisk Klinik ved Søerne | All Rights Reserved | Developed by USLU